En musikalsk og myndig krudtugle
(Delt, betalt indhold fra mitFyn.dk 7. juni 2015)
Cellisten Anja Zdyb Lillemæhlums debutkoncert omfattede sonater, tango, vokalmusik, middel-alderinspireret sang og en uvarslet jamsession
Koncertens klimaks indtraf, da aftenens hovedperson, Anja Zdyb Lillemæhlum, frembragte lyden af en nordisk spillemandsviolin på sin cello, suppleret af sang og fodtramp, mens flere af aftenens akkompagnatører efterhånden faldt ind i musikken, så det hele fik karakter af en jamsession. Afleveret med inciterende charme – og så stod nummeret ikke en gang i programmet.
Anja Zdyb Lillemæhlum er en musikalsk krudtugle, der føler sig hjemme på sit instrument, uanset stilart.
Debussy var højdepunktet Slutsatsen i Jean-Marie Leclairs “Triosonate” blev afleveret behændigt med en slank sprælsk tone, men det var i den nyere musik, bl.a. Robert Schumanns “Adagio og Allegro, opus 70”, oprindeligt skrevet for horn og klaver, der kom i dybde i musikken, og sammenspillet med pianisten Kati Arikoski var blændende og suverænt.
Dette samarbejde kulminerede i Claude Debussys “Sonate for klaver og solo”. Eruptive udbrud afløstes af sangbare dialoger, stedvis med et strejf af fransk salontone, der kaldte på smilet hos musikerne.
De mange skift i tempo og stemning krævede en uhørt præcision og koordination, som til fulde blev indfriet. For mig var det et af koncertens højdepunkter.
Musikernes energi, humør og spilleglæde forplantede sig tydeligvis til publikum. I koncertens anden afdeling fortsatte den musikalske tidsrejse, baglæns.
Inspireret af middelalderkomponisten Hildegard von Bingens sange fortolkede Anja Zdyb Lillemæhlum to af hendes sange i egne arrangementer. Oven på celloklangene lagde cellisten en vokal, der mere lignede norsk folketone end klassisk sang. Særpræget, men renfærdigt og interessant.
Cello erstattede fløjte Igen kom der sceneskift med nylig afdøde Knut Nystedts “Stabat Mater”. Et alvorligt og religiøst værk, hvor celloen i lange toneranker fortolker Jomfru Marias smerte over Jesu korsfæstelse, mens koret synger den lange elegi i den norske mesters neoklassiske tonesætning.
Karsten Gyldendorf bestyrede med autoritet sit kammerkor, Vokalensemblet Herlufs Vokaler, der fraset en lidt hård klang i de kraftige passager, mestrede værket.
Og så var der dømt sydamerikansk tango. Astor Piazollas musik kan sagtens tåle, at fløjten erstattes af cello, og Søren Eriksens guitarspil føjede sig smukt ind i helheden.
Detbutkoncertens overskrift hed “Den stille røst”. I programmet beskriver Anja Zdyb den filosofiske baggrund for titlen – i praksis som koncerten formede sig, var det en myndig røst, som jeg vil glæde mig til at høre igen
Om koncerten Syddansk Musikkonservatorium: Debutkoncert med Anja ZdybLillemæhlum, cello.
Desuden medvirkede Vokalensemblet Herlufs vokaler under ledelse af Karsten Gyldendorf, blokfløjtenisten Patricia Roa Johansen, pinainsten Kati Arikoski, guitaristen Søren Eriksen og cembalisten Gunhild Tønder.
Af Lars Kristian Hansen, kultur@fyens.dk
Program for koncerten:
Johan Sebastian Bach: Fra Suite i C-dur
(1685-1750)
Sarabande
Guige
Jean-Marie Leclair: Triosonate i D-Dur for fløjte, gambe &cembalo
(1697 – 1764)
Adagio
Allegro
Sarabande
Allegro assai
Pause (til at stemme, 5 min)
Robert Schumann: Adagio und Allegro op. 70, for horn & klaver
(1810-1856)
Langsam, mit innigen Ausdruck
Rasch und feurig
Claude Debussy: Sonate i D-mol for klaver og cello
(1862-1918)
Prolouge
Sérénade et Final
Pause (ca. 15 min)
Anja Lillemæhlum / Hildegard von Bingen : Milovaný Ježiš
(1098 -1179)
inspireret af Bingens to sange
Caritas Abundat og O Rubor Sanguinis
Knut Nystedt: Stabat Mater op. 111
(1915-2014)
for kammerkor og solocello, Til musikfestivalen i Ålesund, 1987
Astor Piazolla : Cafe 1930
(1921-1992)
fra Tangoens Historie for fløjte og guitar
Medvirkende:
Vokalensemblet Herlufs Vokaler
Kordirigent Karsten Gyldendorf
Blokfløjtenist Patricia Roa Johansen
Pianist Kati Arikoski
Guitarist Søren Eriksen
Cembalist Gunhild Tønder
Udtalelse; Debutkoncert 5. Juni, 2015
“Anja Lillemæhlum havde sammensat et meget personligt debutprogram, der tog afsæt i hendes spirituelle og humanitære overvejelser over menneskelivet.
Programmet, der indeholdt modige og usædvanlige repertoiarevalg, viste en særdeles alsidig musiker med stor udtryksvilje og – evne. Anja gennemførte koncerten på et velfunderet instrumentalt niveau med klanglig fantasi og skønhed.”
Morten Zeuthen, Marianne Granvog og Anna Dorothea Wolff